Spring til indhold

SMS track

Status fra delprojektet om amning

Har du også undret dig over, hvorfor du hver uge modtager de samme SMS-spørgsmål om amning, brug af modermælkserstatning og overgangskost - og hvorfor du allerede tre dage efter fødslen skal svare på, om dit barn er introduceret til overgangskost? Fortvivl ikke, det er med vilje! 

Ved at indsamle ugentlige SMS-besvarelser fra deltagerne i delprojektet, får vi meget præcise og let sammenlignelige data. Vi kommer til at kunne vise, præcist hvor mange der påbegynder amning, hvor mange der ammer helt eller delvist en uge efter fødslen, en måned, tre måneder, seks måneder osv. efter fødslen. Derudover kommer vi også til at kunne vise, hvornår overgangskost typisk introduceres til det lille barn. SMS-systemet kan desværre ikke administrere at udsende enkelte af spørgsmålene senere i forløbet, derfor modtager I spørgsmålet om overgangskost helt fra starten.

 

Foreløbige resultater

Det går mildest talt forrygende - foreløbigt har vi i omegnen af 360 aktive deltagere i SMS-delen af delprojektet og en svarprocent omkring 98. Vi har siden midten af maj 2012 modtaget 60 mælkeprøver. Det er meget, meget flot - STOR TAK TIL JER ALLE. Vi arbejder i øvrigt på muligheden for at medbringe en mælkeprøve hjemmefra, når I kommer til 3 måneders børneundersøgelse med jeres barn.

Har du/I yderligere spørgsmål til delprojektet, er du velkommen til at kontakte ph.d. studerende Signe Bruun på E-mail [email protected] 

SMS-Track er en forholdsvis ny teknologi, der gør det muligt at udsende korte spørgsmål via SMS. Det koster alm. SMS-takst at besvare spørgsmålene, altså er det gratis, såfremt du har fri SMS. Spørgsmålene skal besvares inden for 24 timer fra modtagelsen, ellers udsendes en reminder-SMS. 

Det er vigtigt, at man bruger de svar-muligheder, der er angivet i SMS-spørgsmålet, da systemet ikke kan "genkende" andre ord. På samme måde behøver du også kun at skrive et antal f.eks. "7" og ikke "7 gange", når du skal svare på, hvor mange gange du har ammet eller givet modermælkserstatning.

To af spørgsmålene handler om, hvor mange gange man har ammet eller givet modermælkserstatning inden for det seneste døgn. Det vil derfor være en stor gevinst for os, hvis du fx noterer ned i døgnet op til modtagelsen af ugens SMS-spørgsmål, hvor mange gange du ammer eller giver modermælkserstatning. 

Spørgsmålene vil komme samme dag hver uge, men vi kan ikke på forhånd sige, hvilken ugedag, du vil få - det afhænger af, hvornår du har født. Vi tilstræber, at du modtager de første SMS-spørgsmål tre dage efter fødslen.

Spørgsmålene er de samme fra uge til uge, så vi kan følge udviklingen i antal måltider samt overgangen fra brystmælk og/eller modermælkserstatning til overgangskost.

Afhængigt af dine svar, er det muligt, du ikke modtager alle spørgsmål hver gang. Alle SMS-spørgsmål kommer her i sin fulde længde:

1. Kære deltager i ammeprojektet under Odense Børnekohorte. Ammer du dit barn? Svar med "Ja" eller "Nej".

2. Hvor mange gange har du ammet inden for de seneste 24 timer? Svar med et tal.

3. Får dit barn modermælkserstatning - enten i stedet for amning eller som supplement til amning? Svar med "Ja" eller "Nej".

4. Hvor mange gange har dit barn fået modermælkserstatning inden for de seneste 24 timer? Svar med et tal.

5. Er dit barn begyndt at få overgangskost, fx vælling, grød eller mos? Svar med "Ja" eller "Nej".