Spring til indhold

Polycystisk ovariesyndrom

Ansvarlig: Professor, overlæge Marianne Andersen og overlæge Dorthe Glintborg, Endokrinologisk Afdeling M, OUH.

PCOS er en hormonforstyrrelse hos kvinder, som er karakteriseret ved uregelmæssige menstruationer, øget niveau af mandlige hormoner (testosteron), uønsket mandig hårvækst og cyster på æggestokkene (PCO). Hyppigheden af PCOS hos kvinder i den fødedygtige alder er ca. 10 %. PCOS øger blandt andet risikoen for at udvikle diabetes og åreforkalkning.

Årsagen til PCOS er formentlig en kombination af genetiske og miljømæssige faktorer.

 

I Odense børnekohorte havde ca. 250 gravide kvinder diagnosen PCOS eller har haft symptomer på PCOS.  Vi har påvist, at gravide kvinder med PCOS har højere niveau af testosteron i graviditeten end gravide kvinder uden PCOS.

 

Hvad vil vi undersøge?

Betydning af måling af forskellige risikomarkører hos moderen (testosteron, blodsukker, mælkehormon, binyrebarkhormon) i sammenhæng med barnets udvikling.

Sammenligne udviklingen hos børn født af mødre med og uden PCOS.

Hos barnet undersøger vi blandt andet:  

  • Fødselsvægt og anogenital afstand
  • Kropssammensætning og risiko for udvikling af overvægt
  • Psykisk helbred inklusiv autismetræk og risiko for udvikling af ADHD og sprogudvikling
  • Pubertetsudvikling og risiko for udvikling af PCOS hos pigerne


Familierne hjælper os med at opklare betydningen for mors hormonstatus og barnets udvikling med besvarelser af spørgeskemaer, urinprøve fra mor og blodprøver fra både mor og barn.