Spring til indhold

Skolebørns sociale og kønsspecifikke udvikling

Vi tilbyder at foretage en psykologisk undersøgelse af børnenes sociale kompetencer og rumlige forståelse ved 11-års alderen i Odense Børnekohorte (OBK).

Der benyttes tre tests, der undersøger forskellige aspekter af barnets udvikling. To tests undersøger barnets sociale kompetencer og en test undersøger barnets rumlige forståelse. Vi ønsker også at få et estimat af barnets pubertetsudvikling, hvorfor barnet selv besvarer et pubertetsskema om det på en iPad. Samlet vil det tage mindre end én time at udføre. På baggrund af barnets adfærd under testningen vil psykologen endvidere lave en Test Observation Form (TOF).


Hvad vil vi undersøge?

Denne psykologiske undersøgelse vil, særligt sammenholdt med besvarelserne på SRS/CBCL spørgeskemaerne fra 9½-års alderen, give et værdifuldt estimat af 11-årige børns udvikling. OBK har data fra børnenes kognitive udvikling, da de var 7 år, og det er unikt at få flere aspekter af børnenes udvikling beskrevet. Sammenholdt med forældrenes mange besvarelser af de tidligere udsendte spørgeskemaer og børneundersøgelserne indeholder OBK en lang række oplysninger om tidlig udvikling og trivsel.

Forskning har tidligere på gruppe-niveau fundet, at drenge har en bedre rummelig forståelse, mens piger har højere sociale kompetencer. Resultaterne fra denne undersøgelse vil kunne vise, om dette også er tilfældet i en dansk kontekst og i en population af børn på 11 år.

Mange faktorer er enkeltvis fundet at have betydning for børns udvikling, trivsel og skolefærdigheder, men den kombinerede effekt af både kemiske, biologiske og sociale faktorer på barnets mentale udvikling er ikke tidligere undersøgt. Derfor bidrager resultaterne fra alle de tidligere undersøgelser med helt ny viden, som kan gøre os klogere på mange aspekter af børns udvikling og trivsel. På baggrund af den nye viden kan vi i fremtiden sætte tidligere ind hos børn, der er i en risikogruppe.

Vi håber derfor, at I vil give samtykke til, at jeres barn må deltage i den psykologiske undersøgelse.


Der er udarbejdet to videoer om undersøgelsen:

Fra forskerne bag projektet

Fra de to undersøgende psykologer

Tilknyttede medarbejder:
Psykolog Caroline e-mail: [email protected]